Nye Borgerlige blev sidste år stiftet af Pernille Vermund og Peter Seier Christensen, og står for en klassisk konservativ politik.

Hvor De Konservative er konservative af navn og ikke af gavn, og Dansk Folkepartis økonomiske politik er at sidestille med socialdemokratiet, er Nye Borgerlige et klassisk konservativt parti.

Partiet står med andre ord for en politik der endnu ikke er repræsenteret i folketinget, og mangler i den forbindelse vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget.

Her er mine 3 gode grunde til, at du bør udfylde en værgererklæring, således at partiet kan stille op til folketinget:

1.    Reform af FN’s flygtningekonventionen

FN’s flygtningekonvention var tilsigtet en situation hvor mennesker på flugt fra krig og ufred, fik mulighed for at udvandre til de omkringliggende nabolande. Og her få asyl på bestemt tid, eller med tiden, at lade sige assimilere og tilpasse den oprindelige befolkning. Konventionen tager ikke højde for den situation de fleste europæiske lande i dag står i, hvor flygtninge ikke nødvendigvis flygter til nærområderne, men derimod krydser flere landegrænser og kontinenter med muligheden for økonomisk rigdom for øje.

Situationen i dag kræver langt flere resurser fra de europæiske lande, kulturelt og økonomisk, for at give et vellykket asylophold, end hidtidig. Derfor er en reform af FN’s flygtningekonvention også det eneste rigtige.

2.    Dansk selvbestemmelse – et opgør med overnationale aftaler

Danmark skal forblive en selvstændig suveræn nationalstat, det er derfor nødvendigt med et opgør med forpligtende overnationale aftaler der tilsidesætter danskernes vilje og flertallet i folketinget. Overnationale aftaler og samarbejder skal kun være gældende så længe, at det møder opbakning fra flertallet i folketinget.

I praksis vil det betyde flere forbehold overfor EU-samarbejdet, udtrædelse af FN’s statsløsekonvention samt opsigelse af  Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Hvoraf sidstnævnte gør det muligt for Danmark, at udvise udenlandske kriminelle.

3.    Mindre stat, mere menneske

Helt konkret betyder det at staten skal fylde mindst muligt i befolkningens tilværelse, men samtidig være stærk nok til at beskytte borgerne. Det være sig, at yde den fornødne velfærdsmæssige hjælp til de borgere der ikke kan selv, opretholde landets suverænitet militært, afskaffe adfærdsregulerende afgifter og skatter samt, sænke skatten på arbejde og for virksomheder.

Du kan udfylde en vælgererklæring her

Du kan læse Nye Borgerliges principprogram her

Tragedien i Köln er blevet et emne i den offentlige debat herhjemme. Og med god grund. For, med den kulturelle baggrund gerningsmændene til overgrebene har, ville en lignende situation ligeså godt kunne ske i Danmark.

Det er en sørgelige kendsgerning der har fået Pia Olsen Dyhr til, at melde sig på banen som en af de få på venstrefløjen, der efter mange års tavshed, nu tør tale om de åbenlyse problemer dele af den muslimske kultur, er med til at skabe i Europa. Selvom Pia Olsen Dyhrs beslutning om, at bryde tavsheden mildest talt forekom noget kaotiske og pinlig, med injurierende beskyldninger om racisme hos Dansk Folkeparti, hun senere måtte trække tilbage og undskylde for.

To faktorer gør sig her gældende når man skal forsøge at forklare denne pludselige holdningsændring, i noget så elementært og grundlæggende et spørgsmål. Enten har Pia Olsen Dyhr set sig lun på de mange vælgere Dansk Folkeparti i årevis har fået, ved at turde tale om de åbenlyse problemer, indvandringen til Danmark er med til at skabe. Eller også er virkeligheden også begyndt, at banke på SF’erens dør, som den har gjort hos resten af befolkningen, i årtier.

Dele af venstrefløjen er efterhånden ved at forstå, at de migranter Danmark modtager, i de fleste tilfælde, kommer af en stærkt patriarkalsk kultur, hvor kvinder ikke er ligestillet med mænd og hvor homoseksualitet er fuldkommen uacceptabelt.

Dette må nødvendigvis også kalde på et opgør med romantiseringen af det multikulturelle samfund. Simpelhent fordi vi i Danmark ikke ønsker kulturelle indslag af den karakter, hvor ikke alle, kvinder som mænd, er ligeværdige i en kulturel og social sammenhæng.

I denne sammenhæng skal jeg da også skynde mig, at understrege at der selvfølgelig også forekommer sociale og kulturelle ligestillingsproblemer hos mennesker med en kulturel dansk baggrund. Det vil dog være en meningsløs relativisering af ligestillingsproblemet, at ligge sit fokus her.

Man må forstå af multikulturalisme i enhver henseende skadeligt, når vi taler om tillid, sammenhængskraft og sammeneksistens, da multikulturalisme, pr. definition betyder eksistensen af flere kulturer – og dermed flere samfund. Her findes der ikke et samfund, hvor vi alle taler samme sprog, lever efter samme spilleregler og ved hvor vi nogenlunde har hinanden, men derimod flere forskellig samfund, hvor man lever efter forskellige kulturelle normer og regler, alt efter hvilket samfund man lever i – altså parallelsamfund.

“We welcome you to Denmark”. Sådan lyder overskriften på en avisannonce der i onsdags blev vist i The Guardian. Budskabet er at det ikke er alle i Danmark der ønsker den stramme asylpolitik, regeringen i øjeblikket er ved at realisere.

Ophavsmændene bag annoncen, tæller flere hundrede danskere, der alle optræder med navns nævnelse i annoncen baggrund. Heriblandt den tidl. formand for LAU og kulturradikale, Rasmus Brygger.

Problemet er at annoncen forsøger at cementere en fejlfortolket humanisme, og forslår at håndtere verdens flygtninge på en måde, der i sidste ende hverken hjælper den enkelte flygtninge eller Danmark.
Annoncen abonnere på en misforstået form for humanisme, da den uden hensyntagen til den konkrete virklighed, ikke ser noget problem i at åbne Danmarks grænser op for verdens flygtninge.

Kulturelt og økonomisk udgør dette et problem, da de der i dag er er på flugt, for at kunne fungere i Danmark, er nødt til at adoptere en hel anden kulturel virklighed, end den de har levet i og opvokset med. En integrationsproces der kræver store kulturelle og økonomiske resourcer, og som langtfra kan fuldendes fra den ene dag til den anden.
En udfordring som man vil være foruden, hvis de fleste flygtninge, i stedet for at komme til Danmark, forblev i nærområderne.

Dernæst ignorer annoncen fuldkommen det faktum at mange flere flygtninge, vil kun hjælpes i nærområderne, for den samme mængde penge – og ovenikøbet få en bedre tilværelse, ved at blive i egen kulturkreds.

Altså findes der en løsning, hvorpå at Danmark kan bidrage med flygtningehjælp, uden at gå på et kulturelt kompromis. Danmark får på denne måde “fuld valuta for pengene”, i og med at flere flygtninge vil kunne få glæde af hjælpen, i nærområderne, end i Danmark.

Man må derfor gå ud fra at annoncen ikke har noget reelt formål, andet end at bekræfte annonce-skribenternes egen godhed og selvopfundet “humanisme”. Og det er bestemt ikke den, af Stine Bosse omtalte, “lede smag” de sidder med i munden, efter sådan omgang halleluja-snak.
Nej, de må føle sig rigtig gode, medmenneskelige og humane nu. Og det er jo egentlig det sørgelig omdrejningspunkt, i den misforstået humanisme. At leve højt på sin selvbestaltede godhed, og tillægge de der er uenige, alverdens dårlige intentioner.

Nørrebro er en underlig størrelse. I bybilledet findes forskellige orientalske detailforretninger, der gennem ruden på en 350S kan virke dragende, og give en lyst til at gå på opdagelse, i Københavns multikulturelle mekka.

Men under det gamle arbejderkvarters overflade, lever intolerancen og den politiske vold i bedste velgående. Som i et rum fyldt med gas, skal der kun en enkelt gnist til at starte en eksplosion – som vi med alt tydelighed så det i lørdags.

Nørrebro er med sin sære befolkningssammensætning af revolutionære autonome og radikale islamister, det mindst mangfoldige og tolerante sted at opholde sig, i Danmark.
På den ene side har vi den yderste venstrefløj. Der, hvad enten de føler sig politisk trådt over, eller som i lørdags blot keder sig, på ingen tid kan mobilisere en gadeuorden af sådan en karakter, at politifolk risikere livet for at gå på arbejde.
Med brosten i den ene hånd og en molotovcocktail i den anden, kan denne del af venstrefløjen, som en anden milits, ophæve ejendomsretten og den borgerlig fred – og udleve sine revolutionære tanker, fysisk.
Her er de voldelige uroligheder fra i lørdags bestemt ikke enestående, siden 1980’erne har denne form for politisk vold, været med til at definere det Nørrebro som vi kender i dag. Det er rydningen af ungdomshuset i 2007, personjagten på Pia Kjærsgaard i 1998, og 18-maj urolighederne, et vidensbyrd om.

På den anden side, har den islamistiske forening, Hitz buht-Tarir, der står for kvindeundertrykkelse, antisemitisme, had til homoseksuelle samt hyldest af drab på danske soldater, bestemt også fundet sig godt til rette på Nørrebro.
Hvilken anden by i Danmark, tillader man anti-demokratiske foreninger, med sharia og islamisme som værdigrundlag, måned efter måned at holde stormøder i byens forsamlingshus – og i Nørrebros tilfælde, Nørrebrohallen?

Virkeligheden kontra Nørrebros påstået “mangfoldighed” taler for sig selv, når bl.a. den eneste jødiske slagter på Nørrebro, af sikkerhedshensyn, i dag skal have bevæbnet politifolk til at stå vagt – af fare antisemitisk vold.
Eller når det mosaisk samfund, fraråder jøder at bære kalot på Nørrebro, pga. af den overhængende fare for at blive overfaldet.

Nej, Nørrebro har intet at gøre med mangfoldighed og tolerance, tværtimod. Det er de sidste 30 år et bevis på. At Københavns borgerepræsentation og politikkerne på Christianborg har ladet det komme så vidt er et svigt af Danmark.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Europa i disse tider oplever et enormt pres på sine ydre grænser af flygtninge fra Den Tredje Verden. Det kan både ses ude i kommunerne, hvor flygtningecentre nu udgør alt mellem hoteller, til hurtigt opsatte pavelioner – men også blandt politikkens debatindlæg blomstrer godheds-flosklerne lige så roligt frem, fra sin dvale fra 1990’erne.

Medmenneskelighed, tolerance og især næstekærlighed er blot nogle af de adjektiver der bruges, til at dæmonisere holdninger der ikke vil lade Danmark overrende af flygtninge.

I de fleste tilfælde bliver de konkrete og jordnære løsninger, på det åbenlyse problem, nemlig at Danmark modtager flere flygtninge end vi kan rumme, til trods for at vi i forevejen har integrationsproblemer, skudt fuldkomme til hjørne. Ord sagt i fromhed og godhed vinder over det konkrete og nære.
Det er kulturradikalismen der igen gør sit i indtog.

Hvorfor ikke hjælpe i nærområderne? Her kan flere hjælpes for de samme penge, og tilmed få en bedre tilværelse i egen kulturkreds? Svaret skal findes i næstekærligheden. Den misforstået næstekærlighed.

Begrebet ‘næstekærlighed’ er blevet misbrugt i den politiske debat, og af de kulturradikale i sådan grad, at ordet nu synes helt at have mistet sin betydning.
‘Næste’ er udvisket, så der nu kun er ‘kærlighed’ tilbage af ordet. Men det lyder jo stadig lidt smukt, gør det ikke?

Denne fortolkning af næstekærlighed betyder, at det ikke længere er sin familie man skal elske, men derimod elske hele menneskeheden. Ikke have kærlighed til sit fædreland, men hele verden. Ikke hjælpe sin nabo, men humaniteten.

Det er en virklighedsforfalskning, der i stedet for at se mennesket i en konkret virklighed, ser mennesket som et løsrevet væsen – løsrevet fra det givent, det konkrete og nære.

At åbne grænserne til Danmark op, for tusindevis af flygtninge, hvis kulturelle forudsætninger for at kunne begå sig i Danmark er lille, har intet at gøre med næstekærlighed. Det er derimod en falsk form for godhed, som i en hurtigt sætning lyder bedre og mere human, end at hjælpe flygtningene i deres egen kulturkreds og nærområde – der hvor det faktisk nytter og gør gavn.

Bragt i Kristeligt-Dagblad 07.08.2015